Træd ind i en magisk verden, hvor hekse er født med en drage indeni, og hvor riddere forsøger at udrydde heksene. Japansk rollespil for unge og voksne.
Den unge ridder Zephy lever af at jage hekse, men en dag redder 2 hekse hans liv, og han kæmper derefter på heksenes side. Spilleren styrer en gruppe bestående af Zephy og skiftende hekse, og man skal udforske områder og indsamle genstande. Man kan købe og sælge genstande undervejs. Kampene er turbaserede, og man kæmper imod drager og andre fjender. Man kan fuldføre valgfri quests for at få belønninger. Der er 3 sværhedsgrader.
Spillet er et JRPG med en blanding af udforskning, kamp og dialog. Kampene mod drager foregår i luften i 3 niveauer, hvilket gør spillet lidt anderledes. Man kan kæmpe med magi på alle niveauer, men fysisk angreb virker kun på det niveau, man befinder sig i, så man skal planlægge gruppens angreb nøje. Der er lange dialoger, hvor man bare skal trykke på X. Man kan godt springe over dialogerne, men så går man glip af historien. Den indbyggede tutorial består af stillbilleder og tekst og er lidt tung at komme igennem. Grafikken er under middel. Personerne er farverige og detaljerede i animéstil, men omgivelserne er ensformige og med få detaljer. Som det ofte er tilfældet i JRPG, har kvinderne udfordrende kostumer med stort fokus på bryster. PEGI på 12 er passende, og der er ikoner for vold, sex, sprog og skræmmende indhold.
Spillet minder om Neptunia-serien, fx Neptunia virtual stars (Playstation 4).