Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Drengekaos


Beskrivelse


Veninderne Ji, Jose, Ane og Tammy starter i 6. klasse og pludselig er drenge blevet en stor del af deres liv. Jose er kæreste med én fra sit band, men vil helst have ham for sig selv, Jis kæreste har slået op med hende, men hun vil gerne have ham tilbage, Ane vil gerne forelske sig, mens Tammy er træt af al den snak om drenge.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 2. nov. 2011

af

af

Lone Rahbek Christensen

d. 2. nov. 2011

Drengekaos er 5. del i den populære serie Veninder for altid og vil blive slugt af piger på 10-13 år, som seriens øvrige titler. Det er en fordel at have læst de forrige bind, da der er referencer til tidligere episoder.

Serien omhandler 4 veninder, og Drengekaos fortælles skiftevis af pigerne Jose og Ji. Pigerne starter i 6. klasse, og bogen handler bl.a. om drenge, følelser, venskab, familie og at være tween. Jose har en kæreste, som hun synger i band med, men hun vil hellere bruge tid sammen med ham end med bandet. Ji har haft en kæreste, som slog op med hende, og hun vil gerne have ham tilbage, men tør ikke spørge. Ane vil gerne forelske sig, mens Tammy er træt af al den snak om drenge. Ji og Jose farver hår og tager på shopping-tur sammen, men ingen af delene går som forventet. Den største begivenhed er, da de 4 Albertslund-piger inviteres til fest hos en 13-årig dreng i København. Pigerne er nuanceret og troværdigt beskrevet, og de omgives af ansvarlige voksne. Camilla Wandahl har skrevet bogen efter input fra seriens fans, og det har resulteret i en ægte og vedkommende bog. Sproget er nutidigt med megen dialog og sms-beskeder.

Vellykket 5. del i kvalitetsserie, som denne gang handler om alle 4 piger og ikke har én hovedperson. Serien Dem fra sjette af Trine Juul Hansen giver også et fint portræt af aldersgruppen.

Dejlig og vedkommende bog om 4 tween-pigers følelser og tanker, som vil blive slugt af målgruppen.