Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Drengen, der løb væk


Beskrivelse


8-årige Noah løber hjemmefra. Han går ind i en mystisk legetøjsbutik, hvor den gamle indehaver fortæller ham om sit liv. Mødet får Noah til at indse, at han må tage hjem igen.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 17. nov. 2010

af

af

Torben Wilhelmsen

d. 17. nov. 2010

Eventyrlig fortælling til selvstændig læsning fra ca. 10 år. Højtlæsning for lidt yngre.

Noah på 8 løber en morgen hjemmefra. Han passerer 2 byer i et surreelt univers med urealistiske tidsforløb og talende dyr. I den 3. by går han ind i en mystisk legetøjsforretning med trælegetøj og marionetdukker. Her møder han den gamle indehaver, og vi følger nu skiftevis hans og Noahs historier. Vi forstår til slut, at Noah er løbet hjemmefra, fordi hans mor skal dø. Det minder om noget i den gamle mands historie, og han får Noah til at indse, at han må drage hjem og tage afsked med moren. Vi forstår langsomt, at den gamle mand, som ikke har nogen mor, er Pinocchio. Ligesom i Boynes 1. bog på dansk, Drengen i den stribede pyjamas, oplever vi en del af handlingen fra den 8-åriges lidt naive synsvinkel. Det giver et usædvanligt og tankevækkende perspektiv på bogens egentlige emner: døden, at vokse op, familien og samvittighedsnag. Teksten er ualmindeligt velskrevet, og fortælletonen og de let surrealistiske elementer får den til at minde om et eventyr. Bogens stregtegninger passer godt til historien.

John Boynes historie minder ikke rigtig om andre, jeg kender. Den rummer elementer af Narnia, fx de talende dyr, og mindelser om klassisk engelsk fortælletradition, som i Alice i Eventyrland.

En velskrevet og herlig eventyrfortælling, der handler om "voksne" emner som døden, at vokse op, familien og samvittighedsnag på en måde, så det også kan forstås af de yngre læsere.