Historien tager sin begyndelse, lige da 2. verdenskrig er slut. Hovedpersonen er drengen Albert, som har det svært. Hans brødre har været med i krigen, men på tyskernes side! Den ene bror er død, mens den anden vender hjem. Familien går i opløsning, faren dør og moren bliver syg. Samtidig med Albert, følger vi sideløbende Bitten, Peter og Lise. Børnenes liv flettes langsomt ind i hinanden. Albert prøver at få livet og tingene til at hænge sammen, og det kommer de en dag til, ved hjælp af ord. Albert begynder at samle på ord og deres betydning. Bogen er, som flere af forfatterens tidligere bøger, skrevet i et meget poetisk og komprimeret sprog, som det nogle steder i bogen kræver sin læser at fastholde. Forfatteren har tidligere udgivet en række børne- og voksenbøger. Senest er udkommet Allis og den udødelige 2003. Bogens omslag er tegnet af den kendte illustrator Tine Modeweg-Hansen, men desværre er det som om at omslag og indhold ikke er afstemt helt. En bog, som er poetisk, alvorlig og fortællende, men som desværre aldrig helt kommer til at virke rigtig nærværende. Til oplæsning fra 8-9 år og til selvlæsning fra 11 år.