De sidste bøger jeg har læst af D. T., Vangede billeder og Onkel Danny fortæller, lever begge på en frapperende forståelse for miljøer. Det gør det nyeste udspil Drive-in-digte, med den vrøvlede undertitel Non-stop neon-nat lys-avis, i langt mindre grad, sandsynligvis fordi den en del af vejen tager udgangspunkt i det private. Om digtene her lykkes, beror på hvor opfindsomme de er, og selv om D. T. har en beundringsværdig evne til at skyde en masse energisk sprog af, så virker det ikke nær så »fedt«, som dets overlæssede stil forsøger at give udtryk for. Veloplagtheden kører simpelt hen på rutinen, vitserne sidder rundt om i bogen som grimasser. Nogle af disse digte kunne være skrevet af hvem som helst og er slående beviser for, at den privatisme, der er så fremherskende i disse års poesi, nødvendigvis må være personlig for ikke at ende i det ligegyldigt private og anonyme. - »Også for poesien gælder det at it don't mean a thing if it ain't got that swing«, skriver D. T. i ennote. Det har han selvfølgelig ret i, med mindre der altså er for meget swing på bekostning af the thing.