Bogen henvender sig til de, der læser den store og underholdende historiske roman, den hvor der er lagt farver på med den brede pensel.
Forfatteren kender vi på bibliotekerne fra Atalanta : i gudindens skygge, 2006, en underholdningsroman for store børn og unge inspireret af den græske mytologi. Derudover har hun leveret bidrag til 2 antologier med moderne kunsteventyr for børn. Nu har Eibe skiftet børnene ud med en måske lidt ældre målgruppe og skrevet en historie fra ca. 300 f.Kr. med Arsinoe, en kongedatter fra Alexandria i hovedrollen. Hun giftes som 16-årig bort til kongen af Thrakien, forelsker sig prompte i hans ældste søn, og her starter så en meget farverig og dramatisk historie. Arsinoe kommer ud for mange voldsomme tildragelser, både i paladsernes udvalg af morderiske intriger til de utallige krige omkring Det Ægæiske Hav og andre mere subtile magtspil i gemakkerne. Historien om Arsinoe er ubetinget spændende, omgivelserne er desværre mest på skitseplanet, der er kulørt action i rigelig mængde, og det fanger læseren, men det er ofte detaljerne, der kan gøre en god historisk roman til noget specielt.
Det er de læsere, der har læst Jacq og McCullough, vores egen Helleberg, og måske serien om Dane-slægten, der vil have fornøjelse af denne.
Der er en stor læsergruppe på bibliotekerne til historiske romaner, og dette nyeste skud på stammen kan sagtens stå distancen.