Hvad gør man lige når en talende kat pludselig dukker op i ens badekar og beder om hjælp til at klare et monster? 8-årige Alma er ikke i tvivl. Bogen kan læses af børn fra omkring 8 år, men kan også højtlæses for de yngre.
8-årige Alma, som er historiens jeg-fortæller, elsker katte, men må ikke få kæledyr for sin mor. Derfor er det en overraskelse da hun pludselig en dag finder en kat i sit badekar. Katten er tilmed en talende og meget krævende kat, der insisterer på at blive kaldt Dronning Sardin. Hun har brug for Almas hjælp til at bekæmpe det monster, der er flyttet ind i hendes hus, og Alma må sammen med Dronning Sardin og nabolagets øvrige katte udtænke en plan. Alt er imidlertid ikke som det først ser ud. Denne første bog i en planlagt serie, er forfatter og illustrator Kate Willis-Crowleys danske debut.
Spændende og sjov historie om venskabet mellem en pige og en talende kat. Korte kapitler med store bogstaver og søde, sort/hvide illustrationer, hovedsageligt af historiens katte. Fin og letlæst bog om venskab, katte og mod, som især dyreglade børn vil synes som.
Bogens udtryk, layout og handling leder tankerne hen på Trine Bundsgaards bøger om Asta, fx Asta, hr. Bibi og det lille bæst fra 2013.