Fine noveller med passion som omdrejningspunkt. For læsere, der holder af stille noveller med fine portrætter.
Novellerne indeholder portrætter af mennesker, der har en passion, ofte en kunstnerisk passion, som på godt og ondt styrer deres tilværelse og påvirker deres forhold til andre mennesker. Titelnovellen handler om den nyligt pensionerede Alexander, der bygger et enormt dukkehus. Det bliver en besættelse, fylder hele soveværelset og tager al hans tid. Samleveren, Erik føler sig tilsidesat og glemt. I en anden novelle fortæller en ung mand om sin mormor, at hun lever udenfor tiden - men måske er det i virkeligheden ham selv, der ikke ser verden helt på samme måde som andre. Tove Jansson er mest kendt for sine bøger om Mumitroldene, men skrev også flere bøger for voksne. Oprindeligt udgivet i 1978 og ikke tidligere oversat til dansk.
Meget fint tegnede portrætter med en mængde subtile detaljer. Personerne kan være brutale i deres ensporethed, men tonen er stilfærdig og aldrig dømmende, selvom vi udforsker balancen mellem passion og besættelse eller galskab. Nogle af novellerne har en skæbnesvanger stemning, der næsten kan blive uhyggelig, en stille snigende uhygge, der aldrig udpensles. Mange af novellerne vil gøre sig godt til guidet fælleslæsning.
Man finder den samme stilfærdige tone og det samme blik for, hvor svært mennesker kan gøre det for sig selv og hinanden i flere af Helle Helles noveller.