En søvnig lille by rammes af en tragedie, en pyroman er på spil. Rose Blakey drømmer om at skifte jobbet som bartender ud med en karriere som journalist. Da det ser ud som om en person truer byens småpiger, går Rose i aktion. Pageturner til alle spændingslæsere.
Efter en brand, hvor en dreng omkommer, går livet i den lille australske by videre. Det er bedst at lade som ingenting, selv om flere har noget at skjule. Politifolkene mødes på baren, hvor Rose og hendes veninde Mia arbejder, og der er flirt i luften. Ingen af dem tjener nok til at flytte hjemmefra, selv om de er 25 år gamle, og Rose er lige blevet smidt ud af sin stedfar. Som flere andre småpiger finder hendes lillesøster Laura en dukke, der ligner hende selv på en prik. Rose øjner chancen for at få foden indenfor på en avis og skriver en artikel om sagen. Ikke alt er dog som det umiddelbart ser ud til, og hvem er den mystiske fremmede, Will?.
Siderne vender nærmest sig selv i denne spændende psykologiske thriller om hemmelighederne i den lille by, hvor man helst skal stå sammen og ikke skille sig ud. Historien overrasker flere gange, og den er rigtig godt skruet sammen. Figurerne nuanceres med karakterskift, som man ikke lige havde gættet, og spændingen bevares til sidste linje.
Forfatteren har desuden skrevet Hendes sidste sommer. Henvender sig til den målgruppe, der også læser Nora Roberts, Nicole Lagioia, Fiona Barton og lign.