I Danmarks Radios serie Dukse drengen fra 1989 spøger programmet selv med, at det henvender sig til de 12-16-årige. For så kan en fæl kapitalist nemlig placere produkter, som kan købes af denne målgruppe, der består af 300.000 børn, som i gennemsnit hver får 400 kroner i lommepenge om måneden! I dag kan en noget yngre målgruppe såmænd også more sig over de på en gang uskyldige og samtidig satiriske spark til højre og venstre.
Et par studieværter i Danmarks Hurradio fortæller den fantastiske historie om den totalkiksede Arno, som får superkræfter, og som bekæmper alskens forbryderiske uvæsen samt forsøger at redde den bly Louise ud af udspekulerede kattepiner. For Arno er lun på samme Louise, der dog foretrækker den flotte Donny, som inderst inde bare er en skidt knægt.
Grundtanken i Dukse drengen refererer naturligvis til Super Boy og andre superhelte, men serien er orkestreret som et sammensurium af genrer og stilarter med nyheder (oplæst af Karin Kønsløs!), vittigheder og en kakofoni af tekniske uheld. Så der er også hilsner til Monty Python og måske især den amerikanske tv-serie Soap, der også, ganske som i Dukse drengen afslutter sidste afsnit med en såkaldt cliff hanger, altså på et tidspunkt, hvor serien er allermest spændende.
Med et gå-på-mod som glade aktører i en skolekomedie rammer seriens forfattere undertiden plet med vedkommende, satiriske guldkorn om fx forurening og ozonlagets ødelæggelse. Men mest er der tale om sjov og ballade med tydeligt datostempel.
