Martin Andersen Nexøs novelle fra samlingen af samme navn fra 1918 genudgives med farveillustrationer af Knud Odde. Novellen i sig selv er en munter lille bagatel om et par bondefangere, der driver deres metier blandt turister i Italien omkring forrige århundredeskifte. Historien er tydeligt inspireret af Nexøs egne rejser. Afslutningsvis bringes en biografi over Knud Odde og en nekrolog over Martin Andersen Nexøs datter May Nexø Hahn, der tillod exlibristen Klaus Rödel at udgive en smukt illustreret Martin Andersen Nexø novelle hvert år i mere end tredive år. Nexø eksperten Henrik Yde har skrevet et par sider om novellen, så alt i alt er der tale om en smukt afrundet lille udgivelse. De mange tidligere udgivelser i serien har ikke fået en lektørudtalelse med på vejen. Der er tale om en udpræget bibliofil udgivelse, der primært henvender sig til samlere, som til gengæld vil begejstres over kvaliteten hvad enten det nu er trykningen, illustrationerne eller papiret deres øjne først falder på.