Krimilæsere af begge køn vil være interesseret i at læse denne første del af ny dansk krimiserie med kvindelig forfatter og en interesseskabende bagsidenote.
Som forfatterens to andre bøger, der fik fine anmeldelser og var spændende, er også denne bog spændende og velskrevet. Dette første udspil i en længere serie er lovende. Reklamedirektør Dan Sommerdahl er hovedpersonen i serien, der foregår i den fiktive sjællandske provinsby Christianssund. Han er sygemeldt med stress, da en rengøringsdame myrdes på bureauet, og han hjælper sin ven kriminalkommissæren med opklaringen. Baggrunden for dette og et følgende mord er trafficking, men også temaer som en lille bys skjulte sider, dobbeltmoral, kynisme og reklamebranchen er temaer.
De første bøger af Grue fik ikke betegnelsen krimi af DBC, men kan findes på www.krimisiden.dk, og den første blev belønnet af Det Danske Kriminalakademi. En sammenligning med Elisabeth Egholm og Sara Blædel er nærliggende, for læsere af dem vil også være med her, selv om hovedpersonen er mandlig. Der er flere ligheder som grundig research af et aktuelt emne og udnyttelsen af genren til at formidle viden herom, samtidig med at en spændende historie fortælles i et plot, der hænger fint sammen.
Lovende start på ny dansk krimiserie, der vil vække interesse hos alle krimilæsere - ikke kun af femi-krimier, for bogen går ud over denne snævre ramme. Velskrevet og veldisponeret afsløring af hovedplottet og med mange sidehandlinger. Læs mere på www.annagrue.dk.