Endnu en fin bog i fagbogsserien, for aldersgruppen mellem 7 og 11 år. Denne gang med et tilsyneladende ret specielt tema, nemlig dyrs anvendelse i krigsøjemed. Det vil være en god idé, at videreformidle denne særlige vinkel på krigshistorien, for den tilføjer ny viden og nye dimensioner. Bogen er et fint supplement til Per Østergaards øvrige lette fagbøger om krig.
Bogen kommer vidt omkring emnet. Den mere indlysende del af bogen beskriver hestens rolle i krige op gennem tiderne, historien om Hannibals krigselefanter samt kameler og hunde som deltagere i krigshandlinger. Men bogen tilføjer desuden mere særprægede lag til krigshistorien med beskrivelser af duer, søløver, delfiner, bier, biller og bakterier i krigsførelsen. Der er forbløffende meget interessant stof om krigshistorie gemt i den lille fagbog. Fine, meget afvekslende og oftest ret originale illustrationer ledsager teksten undervejs.
Det meget specielle tema er bestemt ikke velbeskrevet i børnefaglitteratueren, selvom en del stof kan genkendes i forskellige fagbøger om hunde, i ridder-faglitteraturen samt i konkrete historiske beskrivelser. Emnet kan suppleres med viden fra eksempelvis sitet "historienet.dk".
Førsteindtrykket kan måske være: Er det ikke ved at blive lige lovlig smalt og specielt det her? Sådan forholder det sig dog slet ikke, idet behandlingen af de særlige sider af menneskehedens krigsførelse er både relevant, tankevækkende, temmelig oplagt og med til at udvide forståelsen af temaet.