Spændende fortælling om mod og venskab blandt en gruppe forsøgsdyr. Til gode læsere fra 10 år, som kan tåle en lidt barsk historie.
En gruppe dyr sidder i deres bure på en forsøgsstation, da en kat bringes dertil. Den hedder Nikki Lee, har levet vildt hidtil og har en ukuelig livsvilje og trang til at flygte. Det kommer til at smitte af på de andre forsøgsdyr. Bogens omslag er hardback, og på indersiden kan man se tegninger af alle dyrene. Forsiden er mørk med en abe, to katte og tremmer. På bagsiden kan man læse, at der doneres 10 kr. til Landsforeningen Forsøgsdyrenes værn for hver solgt bog. Jesper Wung Sung har skrevet mange bøger til både børn og voksne.
Velskrevet med en fængende handling og en smule optimisme hen mod slutningen. Den er dog ikke til følsomme børn, da der er flere beskrivelser af skader dyrene har fået. Den giver anledning til etiske overvejelser og kan give en følelse af magtesløshed. På grund af den store font, stor linjeafstand og korte kapitler er den let at læse. Forsiden afspejler tydeligt indholdet.
Der findes ikke meget om dyreforsøg, og de få, der findes, er primært krimier og ældre titler. Man kan læse den nyere Forbudt område fra serien "Koldt blod" som har fokus på spænding.