En festligt illustreret samling af enkle dyrefortællinger om bondegårdens dyr. De 7 afsnit fortæller hver en afrundet historie med skiftende dyr i hovedrollen. Alle udspilles på eller omkring gården i en enkel og overskuelig verden, blandt dyrene på en i bedste forstand gammeldags bondegård. Der er f.eks. historien om den uartige ælling, der ikke vil høre hvad dens mor siger og slipper afsted med det. Eller ræven, hvis besøg får alle dyrene til at finde sammen for at jage den væk etc. Flere af historierne bygger på gentagelser og er med deres enkle livsfilosofi først og fremmest hyggelige og rare, og ganske uden den saft og kraft, som f.eks. kendetegner klassiske dyrefabler. Historierne er ill. med charmerende og farverige akvareller, som fremhæver det festlige og humoristiske islæt. Det er enkle, man ganske udtryksfulde billeder, hvor hvert dyr fremtræder med sin personlighed. Billedstilen kendes fra den særdeles vellykkede samling af Mayo: Hvordan man tæller krokodiller (1995), som dog historiemæssigt er af en noget anden karat. Dette er en sød og charmerende, velill. samling henvendt til de 3-6-årige til en uforpligtende hyggestund.