Bøger / faglitteratur til børn

Dyrenes jægere


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. okt. 1998

af

af

Steen Agger (skole)

d. 16. okt. 1998

I denne bog fortæller Bent Jørgensen, der tidligere var direktør for Københavns Zoo, om jægere i dyreverdenen. Og i modsætning til mange andre bøger om emnet holder han sig ikke til én dyreklasse, men beretter om både pattedyr, fugle, krybdyr, insekter m.v. - i alt 31 arter. Vi hører om de enkelte dyrs levevis, om sanser og jagtteknikker og lidt om byttedyrenes forsøg på at undgå at blive fanget. Illustrationerne består af store farvetegninger. De er ganske dekorative og fint indpasset i bogens layout, men det forekommer mig dog, at der er en lille uoverensstemmelse mellem illustrationerne og den faktuelle tekst, idet visse dyr vises som søde/sjove/smilende. Teksten er veloplagt. Til en del af de omtalte arter findes faktabokse med oplysninger om størrelse, unger, føde, alder og levested. Bogen giver et godt indblik i dyreverdenens mangfoldighed og i de enkelte arters tilpasning til omgivelserne. Til dyreinteresserede børn fra 4. klassetrin.


Bibliotekernes vurdering

d. 16. okt. 1998

af

af

Ulla Møller

d. 16. okt. 1998

Forfatter og illustrator har tidligere samarbejdet om to bøger, Dyrenes kæmper , 1997 og Mærkelige dyr , 1998. Her er tredie del af en spændende serie om verdens dyreliv. Den henvender sig til alle fra 10 år med blot den mindste interesse for naturen. Den tidligere Zoo-direktør fortæller sobert, vidende og med lune om rovdyrenes liv. I forordet er forfatterens solidaritet helt på dyrenes side, for som han forklarer, er der kun en dyreart, der kan udrydde andre dyr - nemlig mennesket, rovdyrene dræber kun for at overleve. Rovdyr er både løver, ulve, små pattedyr, hvaler, slanger og insekter. Hver dyreart, dens særpræg og jagtmetoder skildres grundigt og med mange interessante og sjove detaljer. Desuden er der til hvert afsnit knyttet en faktaboks med oplysninger om størrelse, unger, føde, fjender, levealder og levested. Beskrivelsen af hver dyreart afsluttes med et par mindre afsnit om beslægtede dyr, dyr med lignende jagtmetoder eller om byttedyrene. Bogens illustrationer indfanger dyrenes kropssprog. De er udført i en skitseagtig, lidt løs streg og virker måske knapt så gennemarbejdede som i de tidligere titler.