Jorden bliver invaderet af kæmpemæssige væsner fra det ydre rum og der er ikke andet at gøre end at tage kampen op. Tag dit største våben og kæmp, alene eller med en ven, for menneskehedens overlevelse.
Jorden bliver invaderet af enorme myrer, hvepse, muterede frøer og andet kryb fra det ydre rum. Som civilist bliver du kastet ud i bekæmpelsen af invasionen, da du får stukket et våben i hånden, og skal kæmpe for din og hele menneskehedens overlevelse. Gennem cirka 100 baner vælter det frem med horder af kæmpemæssigt kryb der skal bekæmpes. Til det formål har man et arsenal på over 1000 våben, og muligheden for at få hjælp af kammerater, både lokalt og online. Undervejs optjener man point til opgradering af våben og beskyttelse. Earth Defense Force-serien nærmer sig de 20 år på spilmarkedet, og opskriften har været mere eller mindre den samme hele vejen. Her skal skydes meget og tænkes mindre.
Earth Defense Force er ikke et kønt spil og især grafikken virker bedaget. Dog er gameplayet så heftigt, charmerende og overdrevet at det alligevel byder på gode spiltimer og grundigt knaptrykkeri. Det er ikke en nødvendighed i spilsamlingen, men mangler man et godt actionspil med skadedyrsbekæmpelse på et galaktisk plan, er denne titel ikke det værste bud til indkøb.
Zombiespillet Days gone har lignende mekanismer, med horder af fjender der skal bekæmpes. Og det klarer opgaven noget mere elegant.