Godt nyt til de mange trofaste læsere af den svenske serie om A-gruppen - Rigskriminalpolitiets specialenhed for voldskriminalitet med internationale aspekter. Som altid er Arne Dahl yderst velskrivende og leverer en spændende, velfortalt og vidtforgrenet spændingsroman, som man gerne lader sig opsluge af.
Terrorismen kommer til Stockholm i sensommeren 2005, hvor en sprængt tunnelbanevogn kræver adskillige dødsofre. Det almindelige politi, Säpo og A-gruppen efterforsker sagen, der hurtigt viser sig at gå i forskellige retninger. En fundamentalistisk islamisk gruppe påtager sig ansvaret for attentatet, men holder det? A-gruppen består af en flok idiosynkratiske individualister, som ikke tager meget for pålydende - heller ikke Säpos forskellige udmeldinger - og deres vedholdende, kompetente og intuitive efterforskning fører vidt omkring i det svenske samfund. Der er mange sidespor, også af mere privat karakter, og Arne Dahl fører behændigt læseren frem til en grande finale.
Dette er niende ud af 10 planlagte bind i serien om A-gruppen. Bøgerne bør klart læses i rigtig rækkefølge, for dels henvises der til foregående bind, og dels spiller A-gruppens professionelle udvikling og skiftende private relationer en stor rolle for seriens rum og fascinationskraft.
Når Arne Dahl som her er i topform med et raffineret plot, et godt drive, en troværdig skildring af efterforskningen og overbevisende personskildringer, er der tale om en svensk krimi af bedste slags.