For 100 år siden åbnede man en gravhøj fra bronzealderen og fandt en egetræs-kiste. Da man åbnede kisten, fandt man resterne af en ung pige, som var blevet begravet sammen med forskellige ting og sager. Læs om den unge pige og om det liv man levede for 3.400 år siden. Især for 8-12-årige.
Fagbogen er en del af serien: Tjek på historien, som handler om vigtige begivenheder og kendte personer fra historien. I korte kapitler fortælles her historien om Egtvedpigen og om dagliglivet i bronzealderen. Desuden gives der beskrivelser af religion og skikke - og detaljerede forklaringer på, hvordan bronze-smeden arbejdede. Teksten er let at forstå, og de mange billeder veksler mellem fotografier og tegninger. Små fakta-bokse forklarer de svære ord.
En spændende og let-læselig beskrivelse af daglig-livet i bronzealderen, som giver et levende og tankevækkende billede af en vigtig periode i danmarkshistorien.
Der findes andre gode fagbøger for aldersgruppen 8-12 år om bronzealderen, for eksempel: Inger Byrjalsens: Bronzealderen fra serien De små fagbøger. Af ikke-fagtekster findes desuden den spændende tegneserie: Egtved pigen af Sussi Bech.