En samling posthumt udgivne tekster med essay-karakter af den verdensberømte færøske digter, William Heinesen. De fleste af samlingens tekster er skrevet i 1980'erne. Skønt nogle (ca. halvdelen) har været publiceret tidligere i forskellige sammenhænge, er her tale om forholdsvis ukendte historier. Essayet, der har givet navn til bogens titel "Ekskursion i underverdenen", er et velafbalanceret rids af dele af den færøske kulturhistorie med omtale af de færøske sagn, de levedygtige kvad, den snildt- og letbyggede færøske båd, grindedrab og helten, Mogens Heinesen, der i alt fald for en tid gjorde ende på sørøver-uvæsnet på Færøerne. Desuden rummer samlingen fine portrætter af navnkundige forfattere som Johannes V. Jensen, Carl Michael Bellman og den banebrydende færøske skjald, J. H. O. Djurhuus. Endvidere en presseparodisk beskrivelse af et kongebesøg på Færøerne, en visit ombord på kongeskibet, "Dannebrog", et humoristisk portræt af oldefaren, den myteomspændte forretningsmand Restorff og en klar og intelligent beskrivelse af religionens opståen, virkning og karakter. Illustrationer af forfatteren himself. For udvalg og efterskrift står Jógvan Isaksen. Velskrevet og underholdende menneskekundskab.