Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Emmas hemmelighed

Del 2 af Pigeliv

Beskrivelse


Emma skal starte i en ny klasse. Hun er så nervøs, at hun kommer til at fortælle, at hun har en italiensk kæreste. Det passer ikke, og da sandheden kommer frem, får Emma grimme beskeder på sin mobil.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 22. mar. 2019

af

af

Marion Tirsgaard

d. 22. mar. 2019

Emma skal starte i en ny klasse efter sommerferien, men en lille hvid løgn gør starten i den nye klasse svær for hende. 2. del i serien "Pigeliv". Til piger fra 10-12 år, der kan lide hverdagshistorier om venskaber, mobning og begyndende kæresteri.

De tre veninder, Siv, Emma og Josefine, er kommet i hver sin klasse efter sommerferien. Emma vil gerne lære at stå mere på egne ben i stedet for altid at mene det samme som Josefine. Men allerede den første dag i den nye klasse får Emma problemer. En lille løgn gør livet svært for hende, og da sandheden kommer frem, vender pigerne fra klassen sig i mod hende og sender hende ubehagelige beskeder på de sociale medier. Heldigvis får Emma et godt råd fra sin karatelærer. Bogen er en fortsættelse til Klassens dronning, hvor Josefine er hovedpersonen.

En rigtig fin og velskrevet fortsættelse, der følger op på historien i Klassens dronning, hvor Josefine fandt ud af, at Siv og Emma ikke havde lyst til at gå i klasse med hende efter sommerferien. Beskrivelsen af Emmas følelser og tanker er meget troværdig og tematikken med mobningen på de sociale medier, der bliver løst meget fint, giver stof til eftertanke.

Serien minder om serier som "Veninder for altid", "Selma" og "Chokoladesøstre" som alle er realistiske hverdagsserier om venskab.