5 fremragende noveller af Tove Ditlevsen samlet et sted, - beregnet til 8. - 10. klasse. Det må være ideen med udgivelsen, for de findes i forvejen bl.a. i antologierne: (nævnt i bogens rækkefølge) Ditlevsen, Tove: Tove Ditlevsen, Litteratur for syvende - 1, Litteratur for sjette - 1, Litteratur for ottende - 1 samt i Lær om litterære grundbegreber - 6. - 7. klasse. Aften - om 7-årige Hanne, som altid går rundt med en formløs angst i sig. Pigen, der er i klemme mellem tre voksne, og ingen af dem kan hjælpe hende. En æggesnaps - om pigen, der altid må klare sig selv og frygter, at moderen tror, hun stjæler fra hendes pung. Nattens dronning - om moderen, der skal til karneval og mandens reaktion. En flink dreng - om John, der er adopteret. Flaskebarnet, der føler sig i evig gæld og betaler den af i små afdrag, og til sidst Dolken - om en far, der betragter mennesker og ting som noget, man rækker ud efter, når de kan tjene et ganske bestemt formål. De fem perler er illustreret af Paw Nielsen.