Denne bog er svær at rubricere. Den henvender sig måske især til de der allerede følger bloggen og de der har fulgt debatten i medierne; unge som gamle, højtuddannede som ufaglærte. Bogen kan tænkes at skabe bredere kendskab til Bethany aka Bitterfissen.
Bethany Hansen og Bitterfissen er begge pseudonymer; ingen ved hvem den bramfrie Fernet Branca-drikkende blogger er, men der spekuleres livligt herom i medierne. En Bitterfisses bekendelser er blog-indlæg fra bitterfissen-bethany.dk inddelt efter emner, som fx blogstilstanden, politik og kendisser. Nyt i forhold til bloggen er bla teksterne, der indleder hvert afsnit, samt Bethanys Spindoktor Prebens tanker omkring Bethany og al virakken, som bloggen har skabt. Bethanys fabuleringer er bedske og kendte som ukendte står for skud. Teksterne er fyldt med nogle af det danske sprogs værste gloser, men samtidig er det ganske velskrevet og indholdet kan ikke fejes væk uden eftertanke.
Af de få blogs overført til bogform kan nævnes Skydykker uden faldskærm fra 2008. Der er dog stor forskel: Spacermermaids tekster handler om kærlighed, karriere og udseende, mens Bitterfissens tilgang til alt er kritisk og bitter.
At flytte blogindlæg over i bogform er en svær kunst, hvis det skal gøres interessant, men i dette tilfælde har det sin berettigelse. Om ikke andet, så for at efterlade et lille udklip af hvordan paradokserne i dagens Danmark kan beskrives. Læses bogen ud i et kan det dog hurtigt blive for meget.