Den danske skuespillerinde Mimi Heinrich er nu bosat i USA og har på amerikansk skrevet denne roman om en lille sydstatsby. Under den idylliske overflade hersker en voldsom spænding racerne imellem. Byens toneangivende hvide er samlet i organisationen »Pure American White Southerners« og forsøger med terror at holde den sorte befolkning nede. Negrenes leder er ikke-volds tilhænger og discipel af Martin Luther King. Mimi Heinrich har ikke ladet sig smitte med racefordomme i sit nye land, men hendes sympatiske indstilling kan ikke redde bogen. Også som triviallitteratur falder den igennem, idet den mangler elementær spænding, fordi handlingsgangen er såre forudsigelig og personerne skematiske. Bibliotekerne har mange sydstatsromaner af kvalitet og kan med sindsro forbigå En by i sort og hvidt.