En enlig ca. 40-årig psykopatisk sygeplejerske med mindst fire mord på samvittigheden er hovedpersonen i denne thrillerlignende bog af Joy Fielding. Det hele starter rosenrødt, Terry, sygeplejersken vil leje sit anneks ud igen. Den nye lejer er også kvinde, ca. 26 og trods aldersforskellen bliver de nærmest veninder. Men Terry stoler ikke på sin lejer og begynder at udspionere hende, læser i hendes dagbog og tjekker hendes oplysninger. Lejeren opsøges af og omgiver sig med mistænkelige personer, hendes eksmand, en uvederhæftig veninde og hendes noget besynderlige kæreste. Alt peger på, at Terry udnyttes på det groveste, men pludselig ændrer hele handlingen sig. Terry myrder iskoldt en ældre patient, og det afsløres, at hun også har forgivet sin mor - hvad der videre sker, må I selv gætte/læse. Det kunne have været en spændende psykologisk thriller, men den hænger ikke rigtig sammen, skiftet i handlingen sker for pludseligt, jeg synes ikke der var lagt spor ud undervejs som kunne fremkalde en undren og dermed sandsynliggøre bogens slutning. Forfatteren er ellers kendt for gedigne spændingsromaner tilsat et passende stænk romantik, som fx Forelsket i en morder fra 1999 og Grand Avenue fra 2003. Det kikser lidt her.