Kan formidles til dem, der holder af virkelig sorte komedier. Kan ses fra 11 år.
Ulrik bliver løsladt fra fængslet efter 12 år inde for mord. Ulrik er ikke ubetinget ond, men heller ikke ubetinget rar. Han er ganske rar. Et par "venner" fra hans tidligere slæng, Jensen og Rolf, tager imod ham. De har opsporet den person, der stak Ulrik for mordet for 12 år siden, og vil have at han skal hævne sig og forblive i slænget. Jensen skaffer et værelse og en pistol til ham. Ulrik er dog mere interesseret i at få kontakt til sin søn, som han ikke har set i de 12 år, han har siddet inde. Samtidig kaster flere kvinder sig for fødderne af ham, og vil hellere end gerne give ham et barmhjertighedsknald efter den lange tid bag tremmer. Ulrik er utrolig cool - han tager det i stiv arm, at kvinderne vil have sex med ham, og har samme ansigtsudtryk når han har sex, som når han spiser fiskefrikadeller. Filmen foregår i et langsomt tempo, og humoren er mildest talt underspillet. Filmen er instrueret af den berømte norske instruktør Hans Petter Moland. Danske Kim Fupz Aakeson er manuskriptforfatter på filmen.
Genremæssigt kan filmen sammenlignes med film af Jim Jarmusch. Hans Petter Moland er kendt for at instruere noget tungere film end denne type komedie.
På ingen måde en mainstream film. Der er langt fra de populære danske komedier til denne langsomme, sorte, norske komedie. Umiddelbart vil den ikke få det helt store udlån på bibliotekerne.