Med denne lille fabulerende fortælling af Stefano Benni bevæger serien af Optegnelser sig ind i fiktionen. Lokaliteten er med forfatterens sædvanlige sans for geografiske og historiske utopier henlagt til "Øen med for meget solskin". Handlingen udspiller sig dagen efter et valg, hvor venstrefløjen for første gang er kommet til magten, anført af kaptajn Corallo - en tidligere fagforeningsleder - som er vendt tilbage til sin fødeø og har organiseret de lokale fiskere i et kooperativ. Det er en veloplagt samfundssatire som med rod i folkelig komik sætter ting på spidsen og vender op og ned på de traditionelle magthieraki i forholdet mellem de besiddende og de udbyttede. Fortællingens blanding af realisme og fantastik genkender man fra SB's tidligere romaner, bl.a. Stjerneholdet, (1994), og Elianto fra i år. I forhold hertil er En ganske særlig dag i april vel nærmest at betragte som en parantes eller en stiløvelse, men som sådan både veloplagt og sprudlende, og SB's trofaste læsere vil forstå at værdsætte den.