Filmen henvender sig til et historisk interesseret publikum og kan ses fra 11 år og op efter. Filmen kan evt. også bruges som et frisk pust i historieundervisningen.
Så lykkedes det endelig Nikolaj Arcel, at få ført sin fascination af det historiske trekantsdrama ud i livet og gjort det til en storslået spillefilm, der har været længe undervejs. Et historisk periodedrama fra det 18. århundrede om forholdet mellem dronning Caroline Mathilde, Johann Struensee og kong Christian d. 7. Om hvordan Struensee bliver livlæge og forfører Caroline Mathilde og samtidigt formår at revolutionere Danmark. Filmen er instrueret af Nikolaj Arcel, der sammen med sin faste makker Rasmus Heisterberg også har skrevet manuskriptet. Filmen bygger på romanbiografien En prinsesse af blodet fra 2000 af Bodil Steensen-Leth, som romantiserer historien i forhold til andre romaner om forholdet. Filmen vandt bl.a. et par sølvbjørne for bedste manuskript og bedste skuespiller begået af debutanten Mikkel Boe Følsgaard. Filmen havde premiere i de danske biografer i slutningen af marts 2012.
Der findes selvfølgelig andre historiske film om de kongelige fx Elizabeth og Den anden søster. Filmen adskiller sig fra Arcels tidligere film, da det er hans første historiske drama.
Arcel og Heisterberg er efterhånden blevet garanti for en god film og det er også tilfældet med denne film, som er velspillet over hele linjen og samtidig virker troværdig. Kan absolut anbefales til voksenbibliotekerne.