Thomas Windings og Peter Hentzes fortolkning ad den gamle børnesang En lille nisse rejste er en sær historie. Både tekst og billeder er snørklede og fantasifulde med underlige indfald undervejs. Der fabuleres længe over, hvad "ekstrapost" er for noget, og der indopereres en særlig sidehistorie om tiden, der både løber, går og står helt stille. Denne sidehistorie når dog aldrig at flyde naturligt sammen med nissehistorien. Selve den gamle børnesang er hurtigt genfortalt, men fra det øjeblik, hvor nissen spejler sig i det klare vand løber fortællingen helt løbsk. Det er meget sjovt med en så vild og uregerlig historie, men hverken Thomas Windings finurlige sprog eller Hentzes florlette og drømmeagtige malerier kan dække over, at historien som sådan er mere end tynd. Som en næsten ustruktureret leg med ord og billeder virker denne mærkelige billedbog. En fri og fandenivoldsk fabulering kan være både befriende og udfordrende, og den spøjse sang om nissen der rejser hele jorden rundt blot for at se sit eget spejlbillede rummer en underfundig pointe, men denne version forekommer for løs i fugerne. Samarbejdet mellem forfatter og tegner kendes fra de tre afrikansk inspirerede Emile-bøger. Henvender sig især til børn mellem 4 og 6 år.