Da Seb slår op med Tess, er hun overbevist om, at det var hendes egen skyld. Men så får hun en ny chance for at kunne rette op på alle de fejl, hun begik sammen med ham. Hun må da for pokker kunne lære at elske Star Wars! For alle chick lit fans.
Tess bliver sønderknust, da hendes kæreste, Seb, slår op med hende. Efter en nytårsaften, der rummer alt for meget alkohol, selvmedlidenhed, snot, tårer og et mystisk ritual, bliver alle spor af deres forhold slettet. Ikke en gang Tess' roommate og storrygende helseskribent, Fiona, kan huske, at Tess og Seb har været kærester. Så da Tess tilfældigt møder Seb igen, får hun en ny chance for at rette op på alle de fejl, hun begik første gang. Denne gang lader hun nemlig som om, at hun er vild med Star Wars og indiemusik og hader bryllupper. Men er de så overhovedet rigtige for hinanden?.
Her er chick lit for alle pengene, og selvom Tess bare er en fattig personlig assistent for en helt almindelig direktør, kan man ikke lade være med at sammenligne hende med Bridget Jones. Forviklingerne står i kø, flankeret af de sjove og skæve bipersoner med Tess' pokerspillende, demente bedstefar som toppen af kransekagen. Man er aldrig nervøs for, om det hele ender godt, men man er godt underholdt undervejs.
Mangler du mere god chick lit, kan du med fordel kaste dig over Mhairi McFarlanes bøger, fx Du må aldrig glemme mig.