Bøger / skønlitteratur / roman

En ny chance


Beskrivelse


Da modebladsredaktøren Fiona Monaghan og reklamebureauchefen John Anderson mødes i New York er det kærlighed ved første blik. Men deres livsstil er særdeles forskellig, og spørgsmålet er, om de kan give hinanden plads nok.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 2. maj 2006

af

af

Beth Høst

d. 2. maj 2006

Nu behøver jeg ikke åbne et modeblad det næste halve år, jeg har læst om mode, om fotosessions, om design og ikke mindst Manolo Blahnik-sko, så personerne blev sat ganske i skyggen. Historien er ellers meget god: Fiona er 42, chic, smuk og smart, chefredaktør for "Chic Magazine", hun er med stor fornøjelse single, den eneste, der deler hendes seng er en gammel engelsk bulldog. Hendes tilværelse er meget "new-york'sk", fuld fart på sammen med excentriske venner og bekendte. Hun forelsker sig så helt ufrivilligt i en ret konservativ forretningsmand, men sexet er han selvfølgelig, og hans jakkesæt og matchende skjorter så velsiddende, at det fylder flere linjer. Det går naturligvis slet ikke, hendes levevis får han nok af, hans døtre hader hende, hunden bider hende og modefotografen boller sine modeller i spisestuen. Efter skilsmissen flytter Fiona til Paris, begynder at købe antikt modetøj og giver sig til at skrive en bog. Men der slutter det jo ikke, en happy ending sniger sig ind på os. Her er baggrund for alletiders stemnings-trivi, så er det bare rigtig ærgerligt, at Danielle Steel har sat automatpiloten til, da hun skrev. Det hele beskrives så absolut på overfladen, de enkelte steder, hvor læseren møder en dialog, er der tilløb til det drive, hun ellers godt kan forsyne sine historier med. Men desværre, dette er i den svage ende af Steel-produktionen.