Handlingen foregår i to verdener, én verden, hvor samfundet er begyndt at udvikle sig baglæns (den vestlige teknokraticivilisations stilfærdige sammenbrud, naturaløkonomi, dannelse af fastboende småsamfund, nomadetilværelse), og bag en solbeskinnet væg en anden verden, hvor den anonyme fortællerinde kan overvære og til en vis grad gribe ind i fortiden. Vi følger Emilys hurtige udvikling fra pige til kvinde sat i relief af glimt fra hendes fortid, således at vi i virkeligheden forstår hendes - men ikke kun hendes - udvikling, barn, pige, kvinde. Til slut flygter hun ind i den anden verden, hvorfra hun, ført af »den Ene« (et smukt hunkønsvæsen, som derudover er ubeskriveligt. Døden, Gud, Alma Mater?), smilende træder over »den anden tærskel« og dermed ud af de verdener, for-tællerinden kan se. Bogen er fuld af associationer, tankespring og umærkelige overgange mellem de to verdener. Indtil man har vænnet sig til det, kan det vanskeliggøre forståelsen noget. Imidlertid er det netopdenne måde at fortælle på, som er bogens styrke, idet en dygtig forfatter herved og ved at vælge science fiction-formen på et minimum af plads og alligevel forsvarligt kan beskæftige sig med mange og væsentlige problemer. For D. L. er dette lykkedes så godt, at læsningen af bogen har været en stor og poetisk oplevelse.