I den efterhånden velkendte serie fortælles denne gang om alverdens pingviner. Bogen indledes med afsnit om kendetegn, slægtskab, udseende, isolering, levevis, levesteder osv. Herefter berettes om de enkelte slægter. Til sidst findes et afsnit om bevarelse af fuglene, en ord- og adresseliste og et stikordsregister. Bogen er illustreret med masser af gode farvetegninger, fotografier, udbredelseskort og faktabokse. Til hver art findes et skema med oplysninger om familie, latinsk navn, farve, højde, luffelængde, vægt og yngleområde. Ligesom de øvrige bøger i serien er der tale om en grundig og systematisk gennemgang af emnet. Bogen henvender sig til naturinteresserede unge og voksne. Af andre bøger om de specielle fugle kan nævnes Kejserpingvin (2000). Den er lettere at læse, indeholder mange store, flotte fotografier og fortæller godt og grundigt om den største af arterne. Pingviner (1999) i serien Lette Flachsbøger indeholder naturligvis ikke nær så mange oplysninger om pingvinarterne.