Film / fiktion / krimi

En plads i solen


Beskrivelse


Kriminalreporter Annika Bengtzon undersøger en hændelse på Costa del Sol, hvor en svensk familie er blevet fundet gasset ihjel. En kontakt med familiefaderens ikke-hjemmeboende teenagedatter leder hende frem til sagens egentlige baggrund.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 23. nov. 2012

af

af

Frans Rasmussen

d. 23. nov. 2012

Filmatiseringen af Liza Marklunds seneste krimi om kriminalreporteren Annika Bengtzon lever op til forventningerne hos hendes mange beundrere. Fra 15 år.

Kriminalreporter Annika Bengtzon fra Kvällspressen bliver kaldt til byen Marbella på Costa del Sol for at dække en tragisk hændelse. Det svenske ægtepar Söderström og deres to børn er blevet gasset ihjel i deres hus. Under opklaringsarbejdet finder hun ud af, at Sebastian Söderström havde mange fjender. Han satte store projekter i gang, men for lånte penge og ofte med tab. Et gennembrud i opklaringen kommer, da hun får kontakt med Sebastians 16-årige datter, der bor hos moderen, men som er forsvundet, og den kendsgerning, at Söderströms kone har deltaget i hvidvaskning af penge fører Annika på en livsfarlig mission, samtidig med at hendes eks-mand Tomas presser på.

Filmen er den seneste i rækken af filmatiseringer af Liza Marklunds succesfulde romaner om kriminalreporteren Annika Bengtson. Efter Colin Nutleys Nedtælling og Paradiset blev der i 2012 lavet 6 tysk-svensk producerede tv-film i spillefilmlængde. Danske Peter Flinth instruerede Nobels testamente, der også fik biografpremiere og En plads i solen. Han har erfaring indenfor genren fra flere tv-serier og Wallander-filmen Mastermind og styrer gennem den kringlede intrige med sikker sans for krimigenrens konventioner.

Filmen formår til fulde at være god, gedigen krimiunderholdning og understøtte det særlige ved Annika Bengtzon som både kompromisløs reporter og personlig sårbar.