En sjov billedbog for børn fra ca. 4 år. Det er både historien om en fortravlet familiehverdag, om klokken og om hvordan børn opfatter situationer helt anderledes end voksne. Ill. er lidt specielle men vinder ved nærmere eftersyn. De er fulde af bevægelse og passer udmærket til historien. Stregen er naiv og med skæve vinkler. Farverne varierer med tidspunktet på dagen, men er mest dæmpede og lidt grumsede. Far, mor, Laura og babyen holder en fridag hvor de skal i kolonihave og rigtigt hygge sig. Tidsplanen skrider dog hele tiden og faderen bliver mere og mere træt og febrilsk for hver forhindring, der dukker op. Kl. 8 om aftenen er de fremme. Situationen kender man. Men Laura har en herlig dag, hun udnytter steder og situationer og leger sig gennem dagen. Et eller andet sted på hvert opslag er der et ur. Lidt gnidret nogle steder, men dog brugbart til en snak om klokken. Den korte tekst er neutral og underspillet i forhold til de hektiske ill. Der er, uden sammenligning i øvrigt, en stemning af Familien Bartoldy i bogen. Forf. er ny i DK, men tegneren har illustreret flere billedbøger, i forskellig stil. Ill. i bogen her minder en del om dem i Min mor er høj som et hus (2001/42).