Bøger / skønlitteratur til børn

En rigtig nisse


Beskrivelse


Billedbog. Nissedrengen Julius har rigtig svært ved at give julegaver, men han elsker at få julegaver, og det kan nissemor og nissefar ikke rigtig lide. Så de sender Julius op til julemanden, så han kan lære at være en rigtig nisse.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 22. okt. 2012

af

af

Susanne Dahl Jensen

d. 22. okt. 2012

Billedbog til de 3-6-årige egnet til højtlæsning ved juletid. Forsiden i sig selv formidler fint historien med et billede af et sneklædt landskab, hvor julemanden står og tager imod nissedrengen Julius, der kommer flyvende i julemandens kane.

Kirsten Ahlburg har skrevet mange børnebøger og billedbøger og denne er del af en række, hvor hun tidligere har skrevet blandt andet Nålen i høstakken, 2011 og Luksusdyret LULU, 2011. I historien om En rigtig nisse møder vi nissedrengen Julius, der har rigtig svært ved at give gaver, men elsker at få gaver. Det er et problem, når man er en rigtig nisse, og derfor sender nissemor og nissefar Julius op til Julemanden, så han kan lære at blive en rigtig nisse. Men det er ikke så ligetil at lære, når man nu er så glad for legetøj selv. Men en sød og dejlig nissepige, får Julius til at se glæden ved at give til en, man holder af og ikke kun tænke på sig selv. Varme, hyggelige og lidt gammeldags illustrationer understreger historien og egner sig godt til en julehistorie. Forsiden signalerer fint julehygge, og bagsideteksten fortæller fint om indholdet.

I skrivestil og måden at tematisere på, ligner denne billedbog meget de andre titler i serien fra forlaget Wisby & Wilkens, som Kirsten Ahlburg har skrevet. Med sin sødme, humor og ikke alt for anmasende morale, fungerer billedbøgerne fint som bærere af de gode budskaber.

En rigtig sød og varm julehistorie til de yngste om glæden ved at give.