Efter hvert decennium lader Bernadotteskolen åbenbart høre fra sig. Hvor Bernadotteskolen (1960) handlede om dens stenalder, og En skole bliver til (1969) skildrede opdagelsernes tid er denne3. rapport om 70erne en beskrivelse, der har stået i fordybelsens og den kritiske efterprøvnings tegn. De bevægelser og ændringer, der her fandt sted, er ikke opsigtsvækkende pædagogiskelandvindinger, men kursændringer forårsaget af adfærdsforandringer i det omliggende samfund. Ledelse hedder nu styring, og decentralisering præger samarbejdsstrukturen, der iøvrigt får en megetudførlig behandling. Udefrakommende tendenser har også sat sig sine spor i nøglefag som emneundervisning og P-fagene. Disse evolutions-erfaringer må kunne transplanteres til såvel folke- som defrie skoler, og teksternes høje sproglige kvalitet er i sig selv et billede på den dynamik, der altid har præget B-skolen. Hvor bd. 1 er et lærerprodukt, møder vi i bd. 2 eleverne - dels somfotoobjekter, dels som tekstforfattere(digte om skolen i hverdag og fest).