Spændende ny serie i genren fantasy. Bøgerne er lixet til 11 og henvender sig indholdsmæssigt til læsere fra 3. klasse (ca. 9 år), der er godt i gang med at læse.
Bøgernes layout fremstår indbydende. Sussi Bechs spændende og udtryksfulde illustrationer udvider tekstens udsagn. Teksten er sat med en åben typografi. I En skygge på himlen sættes handlingen i gang. Persongalleriet omfatter de gode og de onde. Som i enhver anden bog i genren, drejer det sig om kampen mellem det gode og det onde. Kongen er dræbt af sin egen bror, den onde prins Broto, som nu, sammen med sin hjælper, jagter alle modstandere i kongeriget Penta. Hovedpersonen og helten Lino, bærer en lysende blå sten, den blå amulet Azur, der besidder nogle magiske egenskaber. Med hjælp fra Alexa flygter Lino fra byen, og på sin vej møder han forskellige aktører, som han kæmper både med og imod. I 2. bind fortsætter flugten. I underjordiske huler modtager Lino våben fra nogle dværge og han kæmper videre. Som en rammefortælling følger vi også Alexas færden. En stigende spændingskurve betyder, at læseren holdes fast, og bøgerne fremstår som yderst veldrejede.
Ligner skammerbøgerne, her blot for yngre læsere.
Så gode, at jeg spændt venter på nummer 3 og 4.