Filmen henvender sig til et modent publikum, som er til ældre sort/hvide film. Desuden til filmstuderende, der arbejder med den britiske "new wave".
17-årige Jo bor sammen med sin alkoholiserede og uansvarlige mor, Helen, der mener at børn skal passe deres forældre! Det er ikke ualmindeligt, at de må flygte ud gennem vinduet, fordi Helen ikke kan betale huslejen. Da Helen bliver gift med den yngre, men pengestærke Peter, må Jo klare sig selv igen. Filmen er baseret på et teaterstykke af den dengang 19-årige Shelagh Delaney, der også hjalp den dobbelt Oscar-vindende instruktør Tony Richardson med manuskriptet. Richardson tilhørte den engelske dokumentations bevægelse "free cinema", som gik ud på at vise et sandfærdigt portræt af arbejderklassen. Bevægelsens film blev senere kendt som den britiske "new wave", der havde det til fælles, at de var billige, skudt i sort/hvid og filmet "on location". Filmen vandt priser på Cannes og Golden Globe.
Filmen er baseret på et teaterstykke, ligesom fx Besøget og Carnage. Richardson var kendt for sin begavede måde at omsætte romaner og teaterstykker til film, hvilket han også viste med denne film.
Jo spilles godt af Rita Tushingham, der desværre ikke formåede at få de helt store roller senere i karrieren. Dialogen mellem mor og datter er fuld af sarkasme, hvilket gør filmen en tand mere interessant at se på. En sort/hvid film, der skal have en hjælpende hånd i formidlingen, da den har et begrænset publikum.