Bogen En sund kvindekrop uden brystkræft er skrevet af en ernæringsterapeut, der selv har haft brystkræft. Sigter til at hjælpe folk med at træffe de rigtige livsstilsvalg ikke mindst mht. kost og kan bruges bredere end blot ved brystkræft.
Bogen indledes med forfatterens egen sygehistorie, der begyndte i 1998. En af bogens pointer er, at kosten skal indeholde frugt, bær, farverige grønsager, fisk, fibre, gode fedtstoffer, vitaminer, mineraler, antioxidanter og plantestoffer og være af en god kvalitet. Udviklingen med en langt mere industrielt forarbejdet kost og med varer, der indeholder langt færre næringsstoffer, er noget der er med til at belaste lever, hormonbalance og immunforsvar. Motion er også essentielt, og der gives anvisning på, hvordan man får moderat motion tænkt ind i hverdagen. Bogen er skrevet uden løftede pegefingre og med mange gode tips. Alle opskrifterne er til 4 personer og nemme at gå til. Der er dog meget få af retterne, der er afbilledet. Bogen er udstyret med efterskrift, links til online adresser på steder, hvor man kan købe de varer der omtales, samt litteraturliste, register og opskriftsregister.
Kan sammenlignes med Det gode helbred : spis sundt og forebyg kræft og Mad - din mirakelmedicin.
Der er udbredt fokus på kost og sund livsstil og mange forskellige kostdiller dukker hele tiden op. Denne bog kan favne meget bredt, på tværs af diverse trends. Kræfttilgangen kan dog afholde visse læsere uden forudgående formidling.