Denne tællebog adskiller sig fra de fleste af slagsen. For det første ved at fortsætte ud over det magiske 10-tal og fortsætte til 15 og derefter videre med 20, 25, 50 for så at slutte med 101enormt interesserede, enestående, energiske, egyptiske, eventyrlige, elskelige, ellevilde elefanter på et 6-dobbelt folde-ud-opslag. For det andet er de dyr, der skal tælles både livlige oglegesyge, så tællenet bliver på en fin måde lidt af en udfordring. Og med de 25 tantede, kluntede, kantede kameler, de 50 dovne, dvaske, flinke og flommede flodheste og så altså de 101 elefanter ialle størrelser er der udfordring til hele indskolingsforløbet. De herlige og sjove dyr er i let streg og fin og festlig akvarel, hvad der giver en spændende grafisk virkning på den hvide baggrund.Og som det ses af de nævnte eksempler, er dyrene endvidere beskrevet med morsomme tillægsord i pudsige rim og bogstavrim. Et fund af en frilæsningsbog til indskolingens matematikundervisning.