Bøger / skønlitteratur til børn / sjove bøger

En trold ved navn knold


Beskrivelse


Trolden Faster Basta bortfører Magnus, der bliver til trolden Knold. På Tordenbjerget må han samle kogler til koglesaft. Men ved hjælp af lidt magi redder søster Oline ham fra troldene.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 15. nov. 2000

af

af

Ulla Møller

d. 15. nov. 2000

Troldehistorier er populære blandt de 3-6årige. Ofte beskrives trolde som uhyggelige, men samtidig som en smule groteske og komiske, en kombination, der appellerer til målgruppen, fordi humoren tager toppen af gruen. I dette moderne troldeeventyr er netop humoren et gennemgående træk både i teksten og i de farvestrålende illustrationer, udført i forfatteren og illustratorens kendte, runde og venlige streg. Derfor er det heller ikke alt for uhyggeligt, når Magnus bliver bortført af trolden Faster Basta for at blive til troldedrengen Knold og brugt som fødselsdagsgave til hendes dovne bror på Tordenbjerget. Her må Knold samle kogler til koglesaft til trolden og hans kone. Forfatteren benytter kendte elementer fra folkeeventyret til sin historie. En tryllebog med tilhørende trylleremser spiller en væsentlig rolle for handlingen, og i frøen Freddy, hvis familie er blevet slugt af en gedde, finder Knold en god ven og hjælper. Som alle gode eventyr ender historien naturligvis godt, og da det er et moderne eventyr, er helten en pige. Magnus' søster Oline drager ud for at redde ham, og ved hjælp af lidt magi bliver Knold igen til Magnus, Freddy genforenes med sin familie og troldene falder i en dyb søvn, så bjerget fra nu af hedder Snorkebjerget.


Bibliotekernes vurdering

d. 15. nov. 2000

af

af

Vibeke Axelsen (skole)

d. 15. nov. 2000

Rina Dahlerup har både forfattet og illustreret denne billedbog for de 4-6-årige. Med sine charmerende, velkendte og yderst farverige illustrationer understøtter hun sin historie om drengen Magnus, der bliver røvet af en troldkælling. Han bliver bragt op til kællingens bror som en fødselsgave. Troldene bor oppe på Tordenbjerget. Folk i byen er bange for lydene på bjerget, så ingen tør nærme sig. Rygtet går nemlig, at der er trolde på bjerget, og det er jo også sandt! Magnus bliver tryllet om til en trold og får navneforandring til Knold. Hans job bliver at samle grankogler til troldenes euforiserende koglesaft. Troldene er hårde ved ham, og han er meget ulykkelig. Han møder da Freddy Frø, der bliver hans ven, og sammen prøver de at holde humøret oppe. Det ser sort ud, men heldigvis har Knold/Magnus en snarrådig storesøster, der ikke er bange for noget. Hun redder både ham og frøen samt ophæver fortryllelsen. Troldene? Ja, de bliver tryllet pokker i vold og bliver bragt til at sove i hundrede år.