Bogen henvender sig til de læsere i 3.-5. klasse, som skal arbejde med indholdslæsning. Den kan bruges som en del af arbejdet med fantastiske fortællinger, til et læsekursus eller som fritidslæsning fra 9 år. Børnene kan eventuelt også digte videre på historien.
Dette er første del af Elverdronningens børn. Der er planlagt 8 bind, hvor den overordnede handling er om en flok elvere, der ved en ond troldmands mellemkomst, er havnet i menneskeverdenen og nu skal finde tilbage. I dette bind skal de samtidig befri ånderne af en prinsesse og hendes riddere fra en forbandelse, som hviler over dem på grund af hendes forfængelighed. Historien er dramatisk og handlingsmættet med en passende mængde uhyggelige væsner, som skal overvindes. Indhold og sprog passer udmærket til målgruppen, selvom enkelte ord og vendinger nok skal forklares. Illustrationerne er i farver og lavet af Jan Kjær. De er flotte og understøtter stemningen i teksten fint. Det er seriens mål, at de skal støtte læsningen, men det gør de ikke så meget i dette tilfælde. Forsiden vil helt givet trække læsere til.
Makkerparret har lavet Elverdronningens riddere. Denne serie minder meget om den og med den samme appel til målgruppen.
En lovende begyndelse på endnu en fantasyserie.