Amalie Stenders kokette, sødmefyldte vokal har fyldt en del i radioæteren i år. Hun er forsanger i Panamah, og med hits som "Dj Blues", "Barn af natten" og "Små stød" står trioen for et af årets store gennembrud. Som hos Lizzie og Medina besynges nattelivet og de berusede øjeblikke, hvor eufori, vemod eller endda fremmedgørelse over for mylderet trænger sig på gennem en slørende dis af synths. Men musikken er rolig og behersket og lægger sig et sted imellem Souvenirs banale popsang og Bliss' chill-out. Panamah er på Danmarks-turné i november måned.