Bogen En verdensomsejling under havet er en af alle tiders gode eventyrromaner, i lighed med de fleste af Vernes øvrige bøger og tåler stadig (gen)læsning. For nogle som kærlig kultlæsning; for andre nye læsere vil den være interessant pga. sin "altmodische", men i øvrigt tilgængelige sprogtone. I dag vil den mest henvende sig til unge og voksne - og de mest ihærdige læselystne drenge.
Komplet nyoversættelse af Vernes klassiske eventyrroman. Handlingen går kort ud på, at nogle skibe oplever nogle mystiske og dramatiske sammenstød under vandet øst for Australiens kyst, som man i første omgang tilskriver et havdyr i form af en kæmpe narhval. Fænomenet viser sig at være den imponerende undervandsbåd Nautilus, som føres af den karismatiske kaptajn Nemo. Ledsaget af fortælleren, den kyndige professor Aronnax følger læseren de fantastiske og nogle gange voldsomme oplevelser på opdagelsesrejsen under havene, som var meget fantasifulde og teknisk spændende for sin tid.
Denne nye veloversatte udgave indeholder ingen illustrationer, som de fleste tidlige komplette udgaver ellers har været forsynet med. Men sproget er flydende og satsen åben og let at læse. Seneste fuldstændige udgave udkom i 1971, desuden er udkommet en forkortet udgave i 1981. Udgaven her er oplagt anskaffelse, hvis 71-udgaven er udtjent. I børnebibliotekerne vil de bearbejdede og forkortede udgaver stadig være nyttige.
Komplet nyoversat udgave af den verdensberømte klassiker. Kan benyttes parallelt med bibliotekernes øvrige udgaver.