Genudgivelsen af striberne med Egoland fra årene 1992-93 viser, at serien stadig har sin berettigelse og aktualitet. I perioden optog især afstemningerne om medlemskabet af EF med det nationale kompromis sindene. Tegneserien spidder ubarmhjertigt det danske nej, som blev til et ja. Dette album er i højere grad end tidligere en skildring af samtidshistorien, hvor de faktiske begivenheder ses gennem et troldspejl, der viser dobbeltmoral og manipulation. En anden stor begivenhed i perioden var det danske Europamesterskab i fodbold. At historien gentager sig, viser de stadig dagsaktuelle emner krig på Balkan, udlicitering af sygehusvæsenet og finansverdenens flytten rundt på fiktive kæmpeformuer. For Ivar Gjørup var det en personlig anerkendelse, at nogle af seriens hovedfigurer udkom som motiv på et frimærke. Egoland har ikke sin lige i den danske tegneserieverden med seriens forfinede og intellektuelle humor, der knivskarpt dissekerer hykleri i alle dets afskygninger, og som gennem sine finurlige skildringer af såvel store som små begivenheder sætter dagligdagen i relief. Nærlæsning af serien viser mange fine detaljer, men det har dens trofaste fanskare for længst opdaget.