I kælderen under skolen spawner en flok grønhoved-zombier. Anna bliver bidt af en af dem. Stefan må hjælpe hende. Måske findes der en opskrift på en modgift i en af de forbudte bøger på biblioteket? For Minecraft-fans i alderen 7-10 år.
Stefan og Anna udforsker skolens kælder, da de overraskes af en flok zombier med grønsagshoveder. Stefan og Anna når at løbe fra dem, men en af zombierne bider Anna. Langsomt begynder hun at forvandle sig. I en bog fra biblioteket finder Stefan en opskrift på hvordan man kurerer en landsbyboer, der er blevet til en zombie. Nogle af ingredienserne til kuren findes på meget farlige steder. Men for Annas skyld sætter Stefan gerne livet på spil. Med miniordbog og diplom. På bogens bagside angiver forlaget bogen til at være lix 24. Illustrationer i farver.
Sjov og underholdende zombie-fortælling, der foregår i Minecraft-universet. Bogen er let at læse med korte sætninger og overskuelige kapitler. Der er mange særlige udtryk som fx "spawne" eller "creeper", som du helt sikkert kan genkende fra Minecraft. Illustrationernes pixelerede stil giver bogen det helt rigtige Minecraft-look. Velegnet som frilæsning for dem, der lige har knækket læsekoden.
Andre bøger om Minecraft er serien "En Minecraft-zombies dagbog", hvor første bind hedder På godt og ondt.