Den norske hotelmilliardær Petter Stordalen, som i Danmark fx ejer rejsebureauet Spies og hotel Villa Copenhagen, øser ud af sin livserfaring og giver gode råd om at få succes i erhvervslivet. Guf til dig, som læser erhvervsbiografier.
"Jeg har altid sagt, at selv i kriser findes der muligheder, men det er svært ikke at miste modet, når man må opsige 7500 mennesker". Sådan skriver Stordalen bl.a. i sit forord, som er skrevet under coronakrisen og dateret februar 2021. Stordalen oplister "Ti leveregler, der får dig til at elske hverdagen og nå dine mål". Blandt levereglerne lyder det fx "Vær naiv - det er en superkraft", "Følg ikke drømmen", "Tro ikke, der kommer fly, bare fordi du har bygget en lufthavn", "Læs færre aviser", "Udnyt hele verden til din fordel" og "Vend dig om på toppen, og se dig tilbage". En anden af Stordalens leveregler lyder sådan: "Sørg altid for at være den dummeste i lokalet". Stordalen tager som altid afsæt i egne livserfaringer og fortæller, at det at omgive sig med fx kloge venner, giver dig modstand og mod til at "undslippe den skråsikkerhed vedrørende ting, jeg ikke ved noget om". Bogen har Stordalen skrevet i samarbejde med Ole-Martin Ihle. Stordalen har også skrevet Min hemmelighed.
Underholdende mix af livserfaringer og gode råd til at begå sig i erhvervslivet.
Farverige erhvervsfolk med gode råd er fx Jesper Buch med Kick-ass.