12 børn fra forskellige og ældgamle slægter er udvalgt til at deltage i den apokalyptiske begivenhed kaldet "Endgame". De har alle fået speciel træning til netop dette øjeblik og er alle spioner, gådeløsere - og mordere. For alle fra 12 år og opefter der kan lide en god skattejagt.
Dette er 1. del af en planlagt trilogi, der handler om det verdensomspændende spil "Endgame", som inddrager 12 børn i kampen for deres egen og deres slægters overlevelse. Spillet er planlagt og styret af nogle mystiske og muligvis overjordiske væsner, men for den enkelte Spiller er der ingen regler, og det er et spil for at overleve. Bogen er én lang spændingsmættet skattejagt med enkelte, overnaturlige elementer undervejs.
Det er en uhyre spændende og medrivende fortælling, både for de der normalt læser spændingsbøger, men også for fantasy-læsere. Det er en meget flot bog, som kun lægger meget lidt vægt på gådeløsning, og fokuserer mere på "flow" og en god handling ... og så er den bare fyldt med seje hovedpersoner hvoraf man hurtigt finder sin "yndlings". Bogen er desuden illustreret med en masse sære og dragende billeder, hvoraf mange synes at indeholde spor til bogens kapitler.
Minder om H. L. Dennis' serie om "Secret breakers" blandet med Pittacus Lores "Arven fra Lorien".