Svensk krimi af den velskrevne og vedkommende slags, som danske læsere elsker, og som anbefales fra mund til mund.
En dag får den egenrådige 36-årige kriminalinspektør Elina Wiik fra Västerås nok og tager ikke på arbejde, men kører efter en pludselig indskydelse hele vejen til Syditalien. Her finder hun ro og Alex, som ser til ud til at være hendes livs store kærlighed. Lykken varer kun ganske kort, for Alex bliver myrdet og Elina går i sort. Senere forsøger hun at finde en forklaring, men uden held. Til gengæld bærer hun Alex' barn. Tilbage i Sverige igen tager Elina under sin barselsorlov sagen op igen, og hurtigt bliver hun viklet ind i Alex' hemmelighedsfulde fortid, som viser sig at være et mareridt fra Balkankrigen i 1990'erne. Ingen kan Elina stole på - hvad er op og hvad er ned, og findes der moralske eller mytiske undskyldninger for folkedrab og hævn? En velskrevet og psykologisk overbevisende krimi, som holder hele vejen. Ikke fart og tempo i højeste gear, men velkomponerede sceneskift og en troværdig handling.
Dette er Thomas Kangers (født 1951) femte krimi med Elina Wiik. Den fjerde, Søndagsmanden, er netop udkommet på dansk (2008/20), og lad os håbe, at vi ikke skal vente alt for længe med også at få de tre første. Kanger har desuden skrevet Terror uden ansigt fra 2006.
Bag den dystre og mørke forside gemmer sig en velskrevet og meget udmærket psykologisk svensk krimi med bred appel til de mange danske læsere med forkærlighed for skandinaviske krimier.